Familien Lerche

IA kom forbi til en kop kaffe og hygge her i eftermiddags. Tobias nyder at have besøg af sin farmor. Hun havde hjemmebagte boller og julekage med. Begge dele til stor begejstring for Tobias (og mig). Da Thomas kom hjem, smuttede jeg i køkkenet og lavede en omgang Thai-mad. Det er så dejligt at så i køkkenet og lave mad, mens jeg kan høre glade stemmer inde fra stuen. Det er indbegrebet af dejligt familiesamvær og hygge. Vi har alle tre haft en lang uge, så nu kan vi endelig nyde vores weekend sammen.

Svend har indspillet en ny cd i England og har derfor fået mulighed for at komme hjem på en forlænget weekend. I går hentede Thomas, Svend og hans to band gutter i lufthaven. Hvorefter de var ude og drikke et par øl. I dag kom de så forbi for at sige hej til Tobias og hygge en times tid. Tobias blev så glad for at se Svend. Det var så dejligt, at på trods af afstanden, så kunne Tobias stadig huske Svend fra sidst han var hjemme. De lagde puslespil og lavede hule sammen, Tobias stor smilende og glad. 

Thomas havde taget to feriedage i denne uge. Så vi har haft ferie sammen fra onsdag til søndag. Det var meningen at vi skulle i sommerhuset, men både Tobias og jeg har været syge, så vi blev hjemme. Men vi har haft nok verdens bedste weekend alligevel. Da først Tobias og jeg kom på toppen igen, var vi klar til at nyde foråret. Vi har været udenfor næsten hele tiden. Thomas og jeg har drukket kaffe og nydt solen, mens Tobias har været på opdagelsesrejse i den store verden omkring ham. Hvis ikke vi holder godt øje med ham, så stikker han af. Han elsker simpelhen at være udenfor og bliver ret hysterisk når det er tid til at komme ind og få varmen igen.

Jeg ved ikke om det er varmen, lyset eller tanken om sol og sommer, men i de sidste dage har jeg fået det markant bedre. Jeg har længe gået rundt i en vinterdøs krydret med en god portion fødselsdepression. Bedst som jeg tror jeg er sluppet af med det triste sind og tanker så kommer det hele tilbage. Men nu føles det endelig som om der er bedre tider på vej. Jeg elsker vores lille familie. Thomas og Tobias giver mig så meget glæde og energi, så nu kan det kun gå fremad…

Lejligheden emmer af ro. Tobias snupper en lur i barnevognen og Thomas er ude og cykle med Simon. Formiddagsteen er drukket i haven, solen skinner og himlen er blå. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Foråret er på vej.

Tobias har sovet det meste af natten, så jeg er forholdsvis frisk. Weekenden ligger for vores fødder og vi skal bare hygge. Manglen på planer giver mig følelsen af frihed. Der er lang tid siden vi bare har lavet ingenting. Det skal der også være plads til. Jeg elsker den slags weekender hvor jeg kan trisse rundt i nattøj så længe jeg vil, læse avis og nyde stilheden. Den slags stunder har der ikke været mange af i det sidste års tid. Men når de endelig er der, så griber jeg chancen og nyder det fuldt ud.

Foråret er også at finde i vores vindueskarm. Perlehyrasinten lyser op med sine små klokkelignende blomster. Den nyder vist solen lige så meget som mig.

Det var en kold og smuk morgen vi vågnede op til i dag. Det er officielt blevet forår, men vejret er meget omskifteligt og det var dagen i dag et godt eksempel på.

I eftermiddags var det solskin, og Borups Alle så næsten forårsagtig ud

Til aften begyndte det at sne, og pludselig skiftede gaden totalt karakter

Kirsebærtræet er ellers ved at springe ud i haven. Jeg glædes altid af dets blomster fra vores vindue - faktisk har det beholdt en del af sine blomster gennem hele vinteren.

Det så meget forårsagtigt ud i dag da jeg snuppede et billede af dets nye blomster.

Sidste år satte marts måned ifølge DMI varmerekord og året før var måneden meget kold men solrig. Jeg håber på en varm marts, med massere af sol. For med varme og sol stiger humøret altid en tak og det er vist lige hvad jeg har behov for.

Den har ligget og forputtet sig i et hjørne af min hemmelige gemme-æsken. Æsken fuld af gamle breve, digte, billeder, små sten og andre ting der var værd at gemme lige netop da det blev lagt ned i æsken. Hver gang jeg åbner æsken bliver jeg ført tilbage i fortiden. Jeg har tit ryddet op i æsken, men af en eller anden grund har jeg aldrig nænnet at smide den første rose jeg fik af Thomas ud. Så den har altså fået lov til at ligge i hjørnet og langsomt syne hen.
Da jeg åbnede æsken i dag, som resultat af en større oprydning, besluttede jeg at nu var det tid til at smide rosen ud. Engang var den flot, men nu ligner den knap en rose længere. Den blade lå spredt mellem breve og billeder, og den eneste grund til at gemme den var for at værne om det dejlige minde. Mindet om den dag da Thomas gav mig rosen - den første rose. Dengang boede jeg i Ryesgade og Thomas boede her i lejligheden. Han var cyklet på tværs af Nørrebro en sen eftermiddag for at være sammen med mig. Med sig havde han rosen. Stiklen var knækket undervejs, men det gjorde den næsten mere smuk og speciel, og måske netop derfor har jeg gemt den i over otte år. Nu er dens tid i kassen slut, men mindet om dagen og rosen bliver nu gemt her.

Jeg syntes det er helt fantastisk når solen står op og går ned. En solnedgang i byen er noget andet end på landet. Herinde skaber solen genskin i lejlighedernes vinduer og langsomt kravler den op eller ned af væggen på bygningen. Der hvor jeg er vokset op er solens gang meget mere storslået og fantastisk. Min barndoms himmel er en horisont fuld af farver og forandring. Dagene er sjældent ens og jeg bliver stadig lige betaget af udsigten. I dag fik jeg for alvor mulighed for at nyde solens sidste farvel på himlen. Det virkede nærmest som om der var ild i himmelen. Bedøm selv.

Morgenhimmel på Nørrebro

Aftenhimmel på Bakkegården

Så har jeg endelig fået lejlighed til at tage et par billeder af vores nye porsche. Thomas har givet golfen et vintereftersyn i dag. Men allerhelst vil han rode med porschen for det er meget sjovere. Så da golfen var færdig var det poschens tur til at blive luftet.

Så har jeg ammet Tobias for sidste gang. Sidder med en klump i halsen og en knude i maven. Det gør mig så ked af det. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært. Jeg havde aldrig regnet med at jeg ville få problemer når den tid kom. Regnede måske med det ville komme helt naturligt og at Tobias måske selv ville sige stop. Men nu er det en beslutning Thomas og jeg har truffet. Tobias er ved at være for stor. Det siger min logik mig ihverttilfælde. Men mit hjerte siger noget andet. Jeg har altid syntes det var underligt med de kvinder der ammede deres børn til de var 2-3 år. Nu tror jeg pludselig jeg forstår hvorfor de fortsætter. Hvis der ikke kommer en naturlig slutning, så kan selve beslutningen føles alt for hård og forkert. Men hvorfor stopper jeg så. Primært fordi, jeg er bange for at hvis jeg fortsætter, så bliver han alt for afhængig, og jo længere tid der går, jo sværere bliver det at vænne ham af igen. Derudover kan jeg mærke at folk omkring mig er begyndt at syntes det er ved at være på tide. Ja, som sædvanligt så bliver jeg meget påvirket af hvad andre mener. Så nu er det altså slut. Jeg kommer virkelig til at savne den nærhed det har givet mig med Tobias. Lige nu kan jeg ikke overskue hvordan han skal falde i søvn fremover. Men jeg ved at vi klarer det. Hvorfor er det så så forbandet svært?

Hvis du er lykkelig, er det sandsynligvis din egen skyld,
for der er masser af ting i verden at være ulykkelig over.
Storm P.

Vi har så meget lykke i vores liv. Thomas og jeg har altid haft det fantastisk sammen. Efter vi har fået Tobias har livet fået en ekstra dimension. Hvor er det utroligt at vi har en lille vidunderlig dreng. VORES dreng. Og samtidig er han helt sin egen. Det giver os mulighed for at opleve livet på ny. Sætte pris på de, med voksne øjne, små og ofte usynlige ting. Der er dage hvor tiden forsvinder, og vi glemmer at nyde hvor fantastisk det hele er. Men heldigvis er vi for det meste gode til at se de lyse sider af livet og sætte pris på det vi har.

Tja, billedet siger vist alt. Det er dejligt at være alene i byen engang imellem.